Synkopernes forårskoncert tirsdag aften i Pilegården

Tirsdag den 23. maj kl. 19.30 slutter det lokale kor Synkoperne forårssæsonen af med en koncert krydret med fællessang.

Synkoperne er et kor bestående af sangglade mennesker og har eksisteret siden 1998. Koret tæller 15 aktive medlemmer, som mødes tirsdage kl. 19.00 og indøver sange i en hyggelig og humørfyldt atmosfære. Repertoiret er bredt: Der er blevet prøvet kræfter med stort set alle genrer inden for den rytmiske musik, f.eks. pop, rock, swing og latinnumre af navne som Bo Kasper, Stevie Wonder og The Beatles.

Navnet ‘Synkoperne’ er hentet fra musikkens verden, hvor en synkope betegner en tone, der kommer betonet mellem to taktslag. Synkoper – også kaldet lift – anvendes ofte i rytmisk musik og navnet er derfor særdeles betegnende for koret. Synkoperne holder 2-3 koncerter om året, som altid bliver krydret med et par fællessange.

Koret ledes af Lise Rydstrøm og er et kor under Rytmisk Center.