Tag i EnergiCenter Voldparken hallen mandag eftermiddag og støt IF Stadion

Det er en enormt vigtig kamp IF Stadion skal spille mandag eftermiddag kl. 15.00 i ECV-hallen mod jyske Hjallerup. Vindes den, har vore lokale håndbolddrenge fortsat chancen for at rykke op i 1. division, idet der så venter endnu to knusende vigtige kampe mod to af de nederst placerede hold i netop rækken oven over.

Som bekendt tabte Stadion i det jyske til Give Fremad men efter en bestemt godkendt indsats, hvor alle mand kæmpede til sidste blodsdråbe. Det var bare ikke nok, så derfor må og skal kampen mandag vindes. Ingen tvivl om at Stadion spillerne vil kunne få et gevaldigt rygstød, hvis opbakningen er i orden, så vi opfordrer alle lokalpatrioter til at møde op og blæse jyderne ud af hallen. Opfordringen gælder også de læsere som måske ikke er vildt interesseret i håndbold. De vil ved samme lejlighed kunne opleve den meget smukke, nye sportshal samt naturligvis snuse lidt til stemningen.

Til IF Stadion – gå til den drenge – vi tror på jer !