Thomas Buttenschøn skyder efterårssæsonen i gang i Pilegården

Det er en dansk sangskriver med en personlig og vigtig historie at dele ud af, der skyder efterårssæsonen i gang i Pilegården tirsdag d. 15. september kl. 20.

Thomas Buttenschøn har for længst meldt sig ind i kampen for at bruge musik til mere end underholdning.

I 2012, året efter Thomas Buttenschøns ældste søn var blevet født, startede han en rejse. En rejse der har været hård, og som han langt fra er færdig endnu. Han besluttede sig for, at han ville fortælle sin egen historie. En historie om aids, død, håb og kærlighed. Buttenschøn mistede begge sine forældre alt for tidligt, og var selv ekstremt heldig, at overleve indtil medicinen kom.

– I dag kan jeg ikke overføre virus, fordi jeg er velbehandlet. Begge mine børn er sunde og raske. De er ikke smittede, fordi jeg smitter ikke. Den er den historie jeg gerne vil fortælle. Jeg vil være med til at oplyse, og give håb til de store dele af verden, som endnu ikke ved, at hiv ikke er en dødsdom, men det er noget vi kan nedkæmpe i fællesskab. Men der er desværre rigtig lang vej endnu.

Da Thomas Buttenschøn valgte at dele sin historie med offentligheden, meldte han sig samtidig ind i kampen for at udrydde HIV globalt. – Men det er en sej og opslidende kamp, fordi der er så meget uvidenhed og tabuisering om netop dén her lortesygdom.

Solokoncertrækken har fået navnet ”Doin´ My Drugs” og deler i øvrigt titel med dokumentarfilm lavet af filminstruktøren Tyler Q. Rosen, der fulgte den dansk/zambiske singer-songwriter i en årrække. Filmen havde premiere under CPH:DOX sidste år.

Support Esben Svane

Som opvarmning til koncerten kan man opleve den dansksprogede sangskriver Esben Svane. For år tilbage var han meget aktiv på den danske undergrundsscene som trommeslager i adskillige indie-bands. Han var med til at danne Ulige Numre, og vinde Dansk Melodi Grand Prix med A Friend In London, og har sidenhen udgivet to anmelderroste album under kunstneraliasset “The Radar Post”, og turneret rundt alene i Europa og Canada. Han har produceret sange for Søs Fenger, Iris Gold, Ida Wenøe, Danny & The Veetos (FO), The Attic Sleepers m.fl., og fra 2019 medvirker han på Michael Falchs nye projekt “Michael Falch & Vildfugle”.

Der fås stadig billetter til 170 kr.på pilegaarden.kk.