Tingbjerg forgyldes med 400 millioner kroner fra A.P. Møllers Støttefond
Det er den største donation siden fondens støtte til Operaen i København. Pengene skal gå til en kæmpe multihal, som nogenlunde størrelsesmæssigt bliver som Jyske Bank Boxen i Herning. Så naturligvis er det glæde og begejstring over beslutningen.
I forvejen har Tingbjerg smukt sportsanlæg, som mange store byer og klubber ville misunde. Men nu bliver det endnu vildere med en ny multihal.
Borgerrepræsentationen besluttede med Budget 24 at bevilge midler til at undersøge mulighederne for at opgradere Tingbjerg Idrætspark – både idrætsparkens udearealer samt se på muligheden for at opføre en større multihal. Visionen med udviklingen af Tingbjerg Idrætspark er at skabe et mere åbent og multianvendeligt anlæg, som flere brugere kan få glæde af, og med en så stor investering – både fra kommunen selv og fra fonden – kan der skabes optimale rammer både for foreningslivet og selvorganiserede. Det er samtidig udgangspunktet at idrætsparkens nuværende funktioner skal bevares.
Der er stadig nogle tekniske og planmæssige forhold som skal på plads, inden vi kan starte op på det helt store planlægningsarbejde. Det er dog forventningen at vi starter op i løbet af foråret med en større inddragelsesproces af interessenter og borgere, hvor kommende funktioner og aktiviteter skal kortlægges.
Mia Nyegaard (RV), der er Kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, håber, at den nye multihal vil gøre området mere attraktivt.
– Jeg håber, at det kan være med til at løfte området sammen med nogle af de tiltag, der allerede er blevet gjort i Tingbjerg, siger hun.