Nyt toilet og omklædningsrum på vej ved Bellahøj Friluftsscene

– men den kommende sommer må trængende nøjes med midlertidigt toilet

Den gamle toiletbygning på Solkrogen 8, der blandt andet blev anvendt ved arrangementer på Bellahøj Friluftsscene, er blevet revet ned, men der bliver op ført en ny bygning, der udover toiletter også indeholder omklædningsfaciliteter. Først havde politikerne på Københavns Rådhus afsat penge til etablering af et standardtoilet uden omklædning ved Bellahøj Friluftsscene. Toilettet skulle erstatte den daværende toiletbygning på Solkrogen 8, der var nedslidt og utidssvarende.

 

Midlertidigt toilet
Men ved overførselssagen 2024-2025 blev den eksisterende sag om opsætning af et standardtoilet stoppet, og der blev i stedet afsat midler til at etablere en ny bygning med toilet- og omklædningsfaciliteter. Teknik- og Miljøforvaltningen vil nu sørge for, at der opsættes et midlertidigt toilet til sommersæsonen for at imødekomme hverdagsbrug i parken, indtil den nye bygning står klar. Forvaltningen er i den sammenhæng ikke forpligtet til at stille el, vand eller kloak til rådighed, men vil undersøge om det er muligt at etablere sådanne faciliteter allerede i forbindelse med opsætningen af det midlertidige toilet.
EF