Ukuelige Silas Holst turnerer med sit nye super boyband

Brønshøjs egen Silas Holst afprøver alle mulige facetter inden for den danske showbusiness. Seneste skud på stammen er en turne med hans nyt boyband, som tager land og rige rundt med et forrygende show.

Foto: Hasse Ferrold

Det er efterhånden lettere at sige, hvad Silas Holst ikke kan – end det modsatte. For alt hvad den snart 40-årige altmuligmand indenfor underholdningsbranchen rører ved bliver succes. Således også hans nye Boyband Tour, som allerede havde verdenspremiere den 3. december i Tivoli Friheden i Århus.

Her gav han sammen med sine fire medlemmer en forrygende forestilling med sang og dans i højeste klasse.

Vi ved jo, Silas er perfektionist, og det gav sig udslag i en synkron og velinstuderet optræden til stor begejstring for publikum. Med kendte og mindre kendte boybandnumre fik kvintetten hele salen til at svinge, huje, klappe og vifte med tændte mobiltelefonlys, og prikken over i’et var drengenes danse, som blev fremført til publikums begejstring i livsglæde og humor.

Når man igen tænker omkring ti år tilbage og så til i dag, så er her en gut, som har udviklet sig helt fantastisk. Der er ingen tvivl om, at det nye boyband nok skal få succes landet over. Og så kan Silas ellers gøre klar til næste års store forestilling “Grease”, som man kan se frem til med store forventninger.

Boybandet består af Silas Holst, Kim Ace Nielsen, Teit Samsø, Jeff Scherlund og Joakim Tranberg.