HF-Centret Efterslægten indviede sin nye idrætshal
Danmarks første håndboldklub blev dannet i 1920 på Efterslægten, og frem til 1990’erne var Efterslægten et meget stort navn inden for håndbold, med adskillige landsholdsspillere, basket og volleyball. Så der var historisk vingesus over HF-Centret Efterslægten da ”NOBIS-Efterslægtens Idrætshus” i fredags blev indviet. Også navnet, NOBIS, har lange tråde tilbage i historien, helt tilbage til grundlæggelsen af Efterslægten i 1786.
– ”NOBIS” er en del af skolens gamle motto, fortalte en tydeligt stolt rektor Anne Frausing, – ”NOBIS betyder for os, til os, fra os.” Og rektor fortsatte: – Efterslægten var den første skole, der satte idræt på skoleskemaet, så vi har meget at være stolte af i dag.
Særlig gæst var undervisningsminister Christine Antorini, og det var naturligvis hende, der skulle ”klippe snoren” og tilføje lidt nutidigt historisk lys til dagen. Lige så stolt, rektor var over det nye idrætshus, lige så imponeret var undervisningsministeren: – Det, man møder her, er et idrætshus, som jeg er sikker på, at alle andre uddannelser her omkring bare vil sukke efter, at de også havde. Et idrætshus med faciliteter, der gør, at I her på Efterslægten kan udvikle de idrætsprofiler, som HF Efterslægten er kendt for, i arbejdet med sport og sundhed. Men også for at tænke det ind som en del af de fag, som hører til, når man skal have en rigtig god HF-uddannelse. Der er alle rammer for det her. Jeg er overbevist om, at,når I har fået sådan et fantastisk idrætshus her, så er I også med til at vise vejen til, hvordan man kan tænke idræt og bevægelse på nye måder, sådan at alle får lyst til at bruge deres krop og være en del af det holdfællesskab, det er. At man har lyst til at gøre sig så dygtig som muligt inden for alt det, der har med bevægelse, idræt og sport at gøre. Det er noget af det, Efterslægten er god til: Hele tiden at kombinere arbejdet med de teoretiske fag og discipliner med praktiske og anvendelsesorienterede undervisningsformer. Der er på alle måder masser at fejre.
Kastede en basketball
Men der var ikke nogen rød snor at klippe over for ministeren. I stedet gav hun bolden op til mange gode oplevelser i NOBIS ved at kaste en basketball ned midt blandt de forsamlede kursister – hvorefter 100 balloner steg til vejrs, røde som det flotte gulv i idrætshuset. Og så var der underholdning og opvisning: Musik ved Efterslægtens egne musikere, Efterslægtens dansehold og en fantastisk opvisning af springgymnasterne fra Gladsaxe IF, som nærmest ophævede tyngdeloven.
Stor aktivitet
Nu er det så kursister og lærere på Efterslægten, som har fornøjelsen af idrætshuset, hvor der fra morgen til aften er stor aktivitet på de 2600 m2 med fantastiske muligheder for håndbold, basketball, volley som i ”de gode gamle dage”, men også til badminton, fitness, dans og meget, meget mere. Og så er der naturligvis tale om bæredygtigt byggeri på Efterslægten med masser af miljøhensyn.
Et grønt idrætshus
NOBIS-Efterslægtens idrætshus, som nu er taget i brug, er i sig selv en imponerende bygning, beliggende på grunden mellem Utterslevvej, Hyrdevangen og Efterslægtsvej, men der er naturligvis også taget masser af miljøhensyn af hensyn også til kommende tider, selvfølgelig med tanke på efterslægten!
Solpaneler
På taget af hallen ligger ca. 340 m2 solpaneler, og over de næste 25 år vil de producere 42.000 kWh/år. Til sammenligning er et normalt strømforbrug på et parcelhus på 4.000 kWh/år, så der produceres det, der svarer til forbruget på 10 parcelhuse pr. år.
Regnvand
Der indsamles regnvand til toiletskyl fra tagfladerne. Der er nedgravet en 40 m3 stor tank som regnvandet bliver samlet i. Anlægget er dimensioneret til 300 toiletbesøg pr. dag, hvilket er mere end der bliver brugt i Nobis. Det betyder at man kan bygge anlægget sammen med de nye toiletter der kommer i forbindelse med ombygningen af de gamle gymnastiksale.
Drift
Der er lysstyring i alle rum således at unødigt strømforbrug undgås. Grundbelysningen i hallen er LED for at spare på strømforbruget.
Der er zoneopdelt ventilationsanlæg således at unødig ventilering af tomme rum undgås, og der ved spares der både på strøm og varme.
Indeklima
Man har generelt rå- og præfabrikerede elementer til overflader som minimerer afgasning fra nye stoffer og materialer. Alle overflader er rengøringsvenlige for at mindske støvgener.
Genanvendelighed
Selve hallen er bygget i enkelte og lette bygningsdele, som gør, at de enkelte bygningsdele i fremtiden nemt kan udskiftes og renoveres. Sidebygningen er bygget i betonelementer, som kan nedbrydes og genanvendes til ny beton eller som fyld i en vejkasse.
2700-netavisen dk har fået fingrene i en video fra indvielsen af HF-Center Efterslægten.
Gå ind og kig ….
https://docs.google.com/file/